Klokken er 4 om morgenen, og jeg har lige parkeret min cykel. Skal til at låse mig ind i bygningen, hvor jeg bor, og hvad opdager jeg så? Min nøgle er væk. Jeg kan simpelthen ikke finde den. Den ligger ikke i rygsækken, som den plejer. Den ligger heller ikke i nogen af de andre lommer i rygsækken. Den ligger heller ikke i én af mine bukselommer.

Hvor er nøglen

Jeg kommer til at tænke på, om jeg mon har fået efterladt den inde på værtshuset. Da jeg ledte efter mit dankort for at kunne betale for sildemadderne, vi havde fået efter en lang aften i byen, havde jeg trukket flere ting op af sækken. Jeg styrter tilbage til min cykel for at køre tilbage til værtshuset. Bander over min veninde, som insisterede på sildemad. Kører så sveden perler ned af panden og ryggen. Kun for at finde ud af, at værtshuset er lukket.

Jeg går mere eller mindre i panik. Hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg ind i min bolig?
Tramper hårdt – og arrigt – i pedalerne dog i et lidt roligere tempo. Min veninde får endnu en forbandelse, mens jeg cykler hjem igen. Dagen er ved at gry, og jeg er træt, skal op for at læse, så jeg kan få skrevet endnu et kapitel på opgaven, jeg arbejder på.

Østerbro

Hvor finder jeg en låsesmed på Østerbro, som er villig til at stå op kl. 5 søndag morgen for at komme og lukke mig ind? Det er jo den eneste løsning lige nu. Det gjorde jeg så lige her: https://www.dencyklendelaasesmed.dk/

Ankommer til min bolig. Får min cykel parkeret og låst endnu en gang. Leder efter min mobiltelefon. Der er 5 ubesvarede opkald fra min sildemadselskende veninde. Jeg kan se, at hendes første opkald skete, lige efter at vi havde sagt farvel til hinanden uden for værtshuset.

Hun skulle i den modsatte retning i forhold til mig. Jeg ringer hende op. Hører en søvnig stemme og siger arrigt til hende, at hun har ringet. Spørger om hvorfor? Hun fortæller mig, at hun ringede, fordi hun så, at jeg tabte min nøgle. Hun har den. Kunne jeg ikke lige komme forbi og hente den. Hun tænkte, at jeg nok ikke havde en ekstra nøgle gemt et sted.
Et eller andet sted slog det klik i mig.

Rasende spurgte jeg hende, om hun mon ikke kunne springe på sin egen cykel og køre herover til mig. Jeg forklarede hende, at jeg lige havde været tilbage ved værtshuset for at se efter nøglen dér. Jeg står her uden for min bygning, skal læse i morgen (i dag), er træt og har brug for søvn. Jeg kan ikke lige sådan bare køre igennem hele København for at komme og hente en nøgle.

Forståeligt nok blev hun sur på mig. At få et rabalderskældud tidligt søndag morgen er ikke sjovt. Især ikke, når det kommer fra mig. Hun havde jo ringet til mig sådan ca. hvert 10. minut for at give mig besked. Men jeg havde jo ikke svaret på telefonen. Hun lagde på. Efter 2 minutter ringede jeg hende op: ”Jeg kommer forbi nu og henter nøglen. Du må undskylde. Jeg er bare træt.”